Doughnut Økonomi er en økonomisk model for, hvordan mennesker og natur kan trives inden for planetens grænser. Modellen er udviklet af den anerkendte britiske økonom Kate Raworth.
Grundtanken er at skabe en økonomi, der respekterer planetens grænser og menneskers grundlæggende sociale behov.
Da Kate Raworth i 2009 hørte om de planetære grænser tegnede hun først én cirkel på et stykke papir:
Det miljømæssige loft: Vores økonomi må ikke belaste planeten mere, end den kan holde til. Ellers ødelægger vi forudsætningerne for liv på planeten.
Dernæst tegnede hun endnu en cirkel:
Det sociale fundament: Vores økonomi må ikke belaste menneskers grundlæggende sociale behov. De 12 grundlæggende sociale behov er defineret af FN og tager udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål.
De to cirkler skaber doughnutten: Det sikre og retfærdige råderum for menneskeheden.

Der er 7 grundprincipper, som udgør kernen i Doughnut Økonomi. De illustrerer forskellene på den gamle økonomiske tænkning i mainstream-økonomien og den nye økonomiske tænkning, som Kate Raworh har introduceret med Doughnut Økonomien.
Grundprincipperne i Doughnut Økonomi
1. Sæt et nyt mål. Vækst er ikke interessant som mål. Vi har brug for at økonomien bliver indrettet, så den bidrager til, at vi kan trives inden for de planetære grænser.

2. Se det store billede 1/2. Når vi ser på markedet, ser vi kun en lillebitte del af det samlede billede. Doughnut Økonomi tager udgangspunkt i det fulde billede. For der er slet ikke noget marked, hvis der ikke også er et naturgrundlag. Og så er det vigtigt at huske, at det ikke er økonomien, der definerer samfundet. Økonomien er en social konstruktion, vi som samfund kan indrette, så den tjener samfundet og de formål, vi ønsker.

2. Se det store billede 2/2. Når vi zoomer ind på det store billede, er markedet kun et af flere del-elementer i økonomien. Det er altså kun på markedet, at der bliver skabt værdi. Der er også værdiskabelse i hjemmet, i staten og i civilsamfundet.

3. Plej det menneskelige. Mainstream-økonomien har skabt et billede af mennesket som ensomt, egoistisk og egennyttigt. Det er stimulerer omsætning på markedet. Ser man på forskningen af mennesker og menneskers adfærd er billedet imidlertid et helt andet, for faktisk er mennesker sociale, tilpasningsdygtige og omsorgsfulde. Det bør det økonomiske system afspejle.

4. Få styr på systemerne. Mainstream-økonomien er karakteriseret af forsimplede modeller inspireret af stabile, mekaniske systemer. Fremtidens økonomiske system bør kunne rumme den kompleksitet, der findes i den virkelige verden.

5. Udform til fordeling. Det forrige århundredes økonomiske tænkning bygger på princippet om, at du hele tiden skal vækste og blive større, så du har de bedste forudsætninger for at vækste og blive endnu større. Moderne økonomisk tænkning bygger på et distributivt design, hvor mulighederne og værdierne bliver fordelt mellem alle, der er med til at skabe det.

6. Læg vægt på regenerativt design. I mainstream-økonomien tager vi ressourcer fra naturen, bruger dem og smider dem væk. I moderne økonomisk tænkning bliver der kun brugt de ressourcer, som naturen kan genskabe, og de bliver designet og brugt med omtanke, så de kan genbruges og genanvendes, indtil de på et tidspunkt kan gå tilbage i naturens kredsløb igen.

7. Vær agnostisk mht. vækst. Vi skal væk fra at være vækst-afhængige til at se vækst som noget sekundært. Nogle gange er det der, andre gange ikke. Det vigtige er, at vi hele tiden spørger: Vækst i hvad? Hvorfor? For hvem? Hvor længe kan den vare? Hvad er omkostningerne for planeten? Hvem betaler dem? Og hvor meget er nok? Det er svarene på det, der hjælper os til at se, om det er god vækst eller dårlig vækst.

