Der er noget i gære i den økonomiske verden. Bevidstheden om, at det forrige århundredes mainstream økonomi ikke hører til i fremtiden, har igennem de seneste årtier været støt stigende, og flere nye økonomiske retninger er spirret frem som bud på fremtidens økonomi.
Men hvad er det så egentlig, der kendetegner de forskellige nye retninger? Her er et lille overblik med nogle af de mest markante nye økonomiske retninger, der tjener som en kort introduktion.
De nye retninger har udviklet sig siden 60’erne og er typisk kendetegnet ved, at de fremhæver behov for at integrere økologiske, sociale og politiske dimensioner i økonomisk tænkning for at skabe mere bæredygtige, retfærdige og trivselsorienterede samfund.

Fælles for de nye retninger er, at de indeholder en kritik af kapitalismen som system og erstatter vækst som mål med nye mål for trivsel, bæredygtighed og social retfærdighed.

Økologisk Økonomi bygger på en helhedsorienteret tilgang, der ser økonomien som indlejret i naturen og afhængig af økosystemers tjenester. Feministisk Økonomi bygger på feministisk teori og kritisk politisk økonomi, der fremhæver omsorgsarbejdets værdi og kønslighedens betydning.

Postkolonial Økonomi søger at adressere historiske og aktuelle uligheder for at opnå retfærdighed og kritiserer fx udvinding af ressourcer i det globale syd til “grøn” produktion i nord. Degrowth-bevægelsen markerer sig med hård kritik af kapitalismens vækstparadigme og betragter vækst i rige lande som fysisk umulig inden for de planetære grænser.

Doughnut Økonomi tager afsæt i de planetære grænser som det miljømæssige loft og FN’s verdensmål som det sociale fundament. Det er inden for denne ramme, at økonomien skal tjene sit formål og skabe gode liv, også i fremtiden, uden at overforbruge jorden og uden at underforsyne mennesker.
Trivselsøkonomi er knap så veldefineret, men fokuserer på at fremme menneskelig trivsel som det centrale mål for økonomisk politik. Det bygger på princippet om en helhedsorienteret samfundsudvikling og søger at understøtte gode liv for nulevende og fremtidige generationer inden for planetære grænser.

Regenerativ Økonomi søger at gå skridtet videre end det bæredygtige. Mens bæredygtighed sigter mod at opretholde det eksisterende, sigter regenerativ økonomi mod at forbedre det – at skabe systemer, der gør planeten og samfundet sundere, mere modstandsdygtige og mere retfærdige over tid.
Bæredygtig Ligevægts-økonomi søger at forene økonomisk stabilitet, social retfærdighed og miljømæssig bæredygtighed ved at skabe ligevægt mellem disse.

Cirkulær Økonomi bliver ofte opfattet som en økonomisk retning på grund af navnet, men det er mere en strategisk tilgang til håndtering af ressourcer, som minimerer (eller nogle gange helt fjerner) affald, fordi ressourcerne udnyttes cirkulært, indtil de til sidst bliver optaget igen i naturens kredsløb.
I et mainstream økonomisk perspektiv kan Cirkulær Økonomi ses som et redskab til at opnå grøn vækst. Set fra de nye økonomiske retninger er Cirkulær Økonomi et redskab, der bidrager til at operere indenfor det miljømæssige loft.

